open/close

DSV nomineret til årets Sikker Trafik pris

En enig jury har netop nomineret DSV til Sikker Trafik Erhverv-pris 2017. ”DSV har klart og tydeligt valgt at sætte fokus på trafiksikkerhed”, skriver Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension, der hvert år uddeler prisen til virksomheder, der gør en særlig indsats for at øge trafiksikkerheden.

DSV sætter sikker trafik på skoleskemaet 

DSV besøger hvert år flere skoler for at sætte sikker trafik på skemaet

En stor anerkendelse

Sidste år fik Arla prisen, der blev uddelt første gang i 2013. At DSV i år er blandt de nominerede skyldes bl.a. en klar politik, grundig opfølgning, uddannelse, erfarne chauffører og en række populære trafikbesøg på skoler. Og ikke mindst er det lykkedes at reducere antallet af arbejdsskader blandt vores chauffører med 40% fra 2015 til 2016.

”Det er en stor anerkendelse af vores arbejde med at skabe mere sikkerhed i trafikken og reducere antallet af skader de seneste mange år. Jeg er meget stolt af, at vi er blandt de nominerede. Det er i høj grad vores mange dygtige og erfarne chaufførers fortjeneste og alle dem, der arbejder med trafiksikkerhed og arbejdsmiljø i hverdagen”, siger Morten Kjærgaard, Direktør med ansvar for den danske vognmandsforretning.

DSV chauffører blandt Europas bedste   

Anerkendelse af erfarne chauffører som har udvist ”excellent driving” og lav skadesfrekvens i form af priser er en vigtig del af nomineringen.

”Der er ledelsesmæssigt lagt vægt på at løfte chaufførernes kompetencer gennem Masterdrive-uddannelse siden 2011 ligesom samarbejdet med Tungvognsspecialisten er centralt i det styrkede trafiksikkerhedsarbejde. Uanmeldt vejkontrol af DSV’s chauffører og køretøjer på rastepladser og DSV lokationer i Danmark, er med til at øge bevidstheden om, at DSV’s ledelse mener trafiksikkerhedsarbejdet seriøst. Men samtidig giver disse kontroller også en meget vigtig dialog med Tungvognsspecialistens repræsentanter om konkrete og specifikke trafiksikkerhedsproblemer”, skriver juryen, der kårer vinderen ved en stor trafiksikkerhedskonference i Hellerup torsdag den 4. maj.  

Fire virksomheder er nomineret til Sikker Trafik Erhverv-pris 2017

  • Carlsberg
  • Krüger Aquacare
  • Fredsø Vognmandsforretning
  • DSV

Sådan har DSV øget trafiksikkerheden

  • Klare retningslinjer og politik for trafiksikkerhed
  • Systematisk egenkontrol og uddannelse
  • Kampagner og læring
  • Sikker trafik på skoleskemaet
  • Nyeste materiel
  • Trafikhotline
  • Erfarne chauffører
DSV bruger cookies til statistik og forbedringer af brugeroplevelsen. Klikker du videre på siden, accepterer du brugen af cookies Læs vores Cookie Policy