Trafiksikkerhed i børnehøjde

For eleverne på Skolen i Sydhavnen blev klasselokale og skolebøger for en dag skiftet ud med førerhuset på en lastbil.

Trafiksikkerhed i børnehøjde

Knap 100 børn fra 5. og 6. klassetrin på Skolen i Sydhavnen har været til trafikdag hos virksomheden MAN Diesel & Turbo, der ligger på den anden side af Teglholmsvej, et stenkast fra skolen.

Jens-Ole Nielsen, der er Head of Production hos MAN Diesel & Turbo, siger om trafikdagen:

”Vi inviterer til det her arrangement, fordi vi prioriterer sikkerhed meget højt både internt og eksternt. Derfor er det vigtigt, at vi har fokus på vores omgivelser og ikke mindst på alle de børn, der færdes i det daglige på Skolen i Sydhavnen”.

Særligt blinde vinkler og farlige højresving var på skoleskemaet. Børnene havde mulighed for selv at sætte sig i chaufførens sted. Eleverne stod på skift ved kegler i de blinde vinkler, mens en af deres klassekammerater sad bag rattet og orienterede sig i førerhuset sammen med den rutinerede DSV-chauffør Dann Nielsen.

Noah, 5. klasse på Skolen i Sydhavnen:

Jeg kunne se rigtig mange (red. klassekammerater). Men der var også mange, som jeg ikke kunne se. Det blev jeg lidt overrasket over

For Morten Biering, der er skoleleder på Skolen i Sydhavnen, giver samarbejdet med lokale virksomheder som MAN Diesel & Turbo en helt anden dimension, end hvad skolen almindeligvis kan give eleverne:

”Det betyder rigtig meget for os, at MAN Diesel & Turbo afholder denne trafikdag. Der er en enorm læring for børnene i at komme op i førerhuset på en lastbil og tale med de chauffører, som børnene rent faktisk møder ude på vejen. Det giver meget mere, end hvad en lærer kan gøre ved tavlen i klasseværelset.”

Læs mere om DSV’s fokus på de farlige højresving

Trafikdagen i Sydhavnen blev afholdt i samarbejde med DSV, der står for transporten af motor- og reservedele for MAN Diesel & Turbo.

DSV bruger cookies til statistik og forbedringer af brugeroplevelsen. Klikker du videre på siden, accepterer du brugen af cookies Læs vores Cookie Policy Close