open/close

DSV har brug for endnu flere unge talenter

33 elever er netop blevet udlært som speditører i DSV. De er en del af succesen med DSV’s elevuddannelse, som stadig vokser og tager fart.

Elever i Horsens er netop blevet udlært som speditører i DSV. De er en del af succesen med DSV’s elevuddannelse, som stadig vokser og tager fart.

I uge 35 kunne DSV fejre 33 nye, dygtige speditører, der blev udlært efter en toårig elevuddannelse. De nyudlærte har nu alle muligheder for at forfølge en karriere i DSV, enten ude eller hjemme. En er allerede rejst til DSV i Atlanta, en anden til DSV i Göteborg og en tredje til DSV i Hamburg. Resten er i fuld gang med deres ’nye’ arbejde som udlærte speditører rundt om på DSV’s lokationer i Danmark.

Executive Vice President i DSV Road, Simon H. Galsgaard, siger:

”Vi driver en forretning, hvor den enkelte medarbejder både i dag og i fremtiden vil gøre en enorm forskel. For at lykkes med det har vi brug for dygtige speditører – og dem vi uddanner selv, er dygtige og giver os en fantastisk base at bygge videre på. Samtidig kan vi i DSV være stolte af være en arbejdsplads, der i høj grad bidrager til at få de unge i gang på arbejdsmarkedet.”

DSV med unik uddannelse

Mens DSV har udlært 33 elever, der startede i 2016, har 40 elever nu taget hul på deres andet år af elevuddannelsen. Samtidig byder DSV velkommen til næsten 50 nye elever, der er startet den 1. september på lokationer rundt om i landet.

”DSV er en stor uddannelsesinstitution i erhvervssammenhæng, og vores uddannelse er unik, fordi den kombinerer en fagligt stærk kontoruddannelse med et speciale i spedition og shipping og samtidig giver to år med stort ansvar og forrygende faglig og personlig udvikling i DSV”, fortæller Ulla Anholm, HR Partner. Ulla Anholm er ansvarlig for uddannelsen og for eleverne, som bliver flere år for år, i takt med at DSV har brug for endnu flere dygtige unge talenter. 

Læs mere om DSV’s speditøruddannelse 

DSV bruger cookies til statistik og forbedringer af brugeroplevelsen. Klikker du videre på siden, accepterer du brugen af cookies Læs vores Cookie Policy Close