open/close

På tour med Lastbilkaravanen - for sikker trafik

Sammen med andre transportvirksomheder er DSV en del af Lastbilkaravanen, en landsdækkende kampagne fra brancheorganisationen ITD med fokus på lastbiler og trafiksikkerhed for elever i 0. – 2. klasse.

Sammen med andre transportvirksomheder er DSV med i Lastbilkaravanen, en landsdækkende kampagne fra brancheorganisationen ITD med fokus på lastbiler og trafiksikkerhed for elever i 0. – 2. klasse.  

Fotograf: Nikolaj Grundtvig

Gode trafikvaner fra start

Det myldrede med små børn i skolegården på Fyn omkring den parkerede lastbil fra DSV. Køen var lang til førerhuset, hvor chauffør Henrik Kristensen inviterede indenfor til en hyggelig snak om livet i en lastbil og gode trafikvaner.

Lastbilkaravanen besøger skoler over hele landet. Her kan de små nye trafikanter komme helt tæt på lastbilerne og gennem leg lære, hvordan man færdes sikkert omkring dem.

"Vi er meget optaget af trafiksikkerhed, derfor stiller vi selvfølgelig op med lastbiler til Lastbilkaravanen. Det er en god mulighed for at tale med de nye unge trafikanter om sikkerhed i trafikken", siger Morten Kjærgaard, Direktør i DSV.

Trafikråd som ørehængere

Sammen med skuespiller og sangerinde Marianne Lewandowski fik børnene et godt billede af, hvad vi bruger lastbiler til. Der var også mange kreative bud på alle de ting, som lastbilerne transporterer rundt i landet hver eneste dag. Målet med det hele var at give de små trafikanter to vigtige sætninger med som ørehængere:

”Gå væk fra det dæk”
”Bliv bag ved lastbilen”

”Jeg synes, de får meget godt fat på trafikrådene. Men vi er selvfølgelig meget opmærksomme overfor de bløde trafikanter, og jeg skærper min opmærksomhed i de store byer, fordi jeg ved, der er mange cyklister”, siger Henrik Kristensen, Chauffør i DSV.

Sammen med andre transportvirksomheder er DSV med i Lastbilkaravanen, en landsdækkende kampagne fra brancheorganisationen ITD med fokus på lastbiler og trafiksikkerhed for elever i fra 0 til 2 klasse

Fotograf: Nikolaj Grundtvig 

"Jeg vil gerne ha’ en lastbil”

Udover de gode trafikråd var børnene også meget optaget af lastbilens indretning. De fleste havde aldrig været i en lastbil før og satte sig betagede bag rettet.

”Der var seng, og der var køleskab, og der var skabe, og der var gardiner. Det var SÅ sygt. Jeg vil gerne ha’ en lastbil”, sagde en imponeret dreng fra 2. klasse.

Udover at være med i Lastbilkaravanen besøger DSV også selv skoler, hvor de lidt ældre elever kan opleve lastbiler helt tæt på og lære mere om trafiksikkerhed.

Om Lastbilkaravanen

Lastbilkaravanen er en kampagne om lastbiler og trafiksikkerhed fra ITD – Brancheorganisationen for den danske vejgodstransport.

Læs mere om Lastbilkaravanen